Future World Traveller

Tag: Anmeldelse

  • Filmanmeldelse: The counselor

    In short: don’t do it

    In lidt flere ord:

    Det kan godt betale sig at være medlem af biozonen, når man ser så mange film, som mig og Jonas gør. Og noget af det fede ved det er også, at jeg tit bliver gjort opmærksom på nogle arrangementer og forpremierer, jeg ellers ikke lige ville have fundet. Jeg har efterhånden gjort det til lidt af en vane at bestille til forpremierer, når biozonen sender mails ud. Det er en god måde at komme afsted på.

    Hvis filmen spås at blive tilpas stor (som f.eks. Supermand) skal man hente billeterne et par uger før forpremieren. Det var (GodKnowsWhyProbablyBecauseOfRidleyScott) også tilfældet med billetterne til The Counselor, som vi var inde og se onsdag aften.

    De havde ligger og puttet sig og bygget op til noget stort i min pung i en måneds tid. Det kunne filmen mildt sagt ikke bære.

    Bevares, alle filmstjerner i Hollywood var da med i filmen (læs. Michael Fassbender, Penélope Cruz, Cameron Diaz, Javier Bardem og Brad Pitt, for at nævne nogle få) men det er på en måde bare ikke rigtig nok til at få et manus uden plot og udvikling til at fungere.

    Filmen var mest af alt en samling af mystiske karakterer og sjove ideer – hvilket på den lyse side gjorde, at jeg på intet tidspunkt kedede mig. Det hele virkede bare lidt meningsløst.

    Én stjerne skal dog gives, for den mest bizarre sexscener, jeg længe har set…

    Så kære Ridley, jeg går helt ind for at prøve noget nyt, og The Counselor var bestemt uden for din sædvanlige genre, meeeen … det er en ommer’.

    Det er min beskedne holdning – hvad synes I?

  • Filmanmeldelse: The Butler

    “Ejjj, hvor var det bare en god film”, var vist ca. mine første ord, da
    vi trådte ud af mørket i går aftes i CinemaxX. Og efter at have sovet på
    det en nat, må jeg erklære mig enig med mig. Det var en god film.

    Selv om The Butler  (selvfølgelig) ikke er helt på højde med film som Shawshank Redemption og Forrest Gump vil jeg alligevel placere den i samme genre af storfilm (eller gode film, som jeg slet og ret kalder dem)

    I ved, den der slags film hvor man får sug i maven undervejs og både har
    lyst til at grine og græde tilsidst (og i tilfældet med Forrest Gump
    også gør det – hver gang!)

    For lige kort at opridse historien, så handler filmen om den sorte butler, Cecil Gaines, der under sin tid i Det Hvide Hus nåede at arbejde for 8 forskellige præsidenter. Cecil er opvokset som bomuldssalve i sydstaterne, men får ved hjælp af hårdt arbejde, god arbejdsmoral og et lille pift “american dream” arbejdet sig op til at blive en af de mest elskede butlere i historien.

    Filmen var både narrativt og visuelt stærk. F.eks. synes jeg, det var
    lidt af en genistreg at lade den konfliktsky og
    i-kraft-af-arbejdet-ikke-politiske butlers søn være forkæmper for sortes
    rettigheder. Det skaber en smuk og stærk både indre og ydre konflikt
    filmen igennem.

    Skuespillet var fortrinligt over
    hele linjen (men hvad andet kan man forvente med stjerner som Forest
    Whitaker og Oprah Winfrey i hovedrollerne?) 

    Og
    så skete der det ganske uhørte, at jeg faktisk fik lyst til at sætte
    mig lidt mere ind i den historiske del af filmen. Jep, filmen gjorde mig
    historisk interesseret – hvad sker der??!

    Roser, roser, roser. Hvis jeg nu også lige skal
    nævne noget negativt, synes jeg måske godt, man kunne have cuttet lidt
    af midten, uden filmen ville være blevet dårligere af den grund. Men det
    skal ikke ligge den til last. Gå ind og så den!

    Og så skal jeg i øvrigt snart selv have tegnet og scannet nogle stjerner i stedet for de her grimme google-rapserier … men hver ting til sin tid 🙂 

  • Filmanmeldelse: Jobs

     (Hvis du bare gerne vil læse anmeldelsen skal du lige scrolle et par kilometers introduktion over og gå ned til midten af siden – så er du advaret)

    “Ashton Kutcher, seriøst?!”. Var meget præcist min første reaktion, da jeg så plakaten til den ny Apple-film “Jobs“. Den anden var vist noget i retning af “Han har bare at gøre det godt, ellers smadrer jeg ham” efterfulgt af bandeord og noget om L.A. Gigolo

    Og hvorfor betyder det så egentlig så meget for mig, om Ashton Kutcher kan portrættere Steve Jobs ordentligt? 

    Jeg er ikke verdens største Apple-nørd. Jeg kan ikke nævne alle computere, der er blevet skabt siden Apple I, og jeg græd ikke da Steve Jobs døde (Jeg kendte ham jo ligesom ikke…)

    Men (og nu kommer jeg nok til at træde nogen over tæerne) jeg hører altså bestemt heller ikke til i gruppen af Hipstersmarte Apple-newbies, som en eller anden gang efter 2004 fandt ud af, at Apple var the thing to have og derfor valfartede til Applebutikkerne for at købe den nyeste Macbook (og så i øvrigt ikke kunne finde ud af at lave et snabel-a, da de fik den)

    Jeg har spillet computerspil på den her, den her og den her, været dødmisundelig på nabodatteren over den her – og på min storesøster over den her, –  hvinet begejstret, da vi pillede plastikken af den her og den her, fået mit livs bedste gave i form af den her. Opdateret den med den her. Lavet mit livs første store investering i form af den her. Og min seneste (og bedste) Apple investering blev (efter 5 generationers ulidelig venten) den her:

    Jeg er typen der (flere gange) har siddet forvirret og ledt på skærmen efter tænd-knappen, når jeg har fået at vide, jeg skulle tænde for computeren (en computer består da kun af én del?)

    Jeg er ikke Apple-snob (mere – det har jeg i den grad været!), det falder mig bare mest naturligt at bruge Apple-produkter, simpelthen fordi, det nu engang er dem, jeg er vokset op med. De er en del af min opvækst, og som sådan (og som filmentusiast) håbede jeg selvfølgelig også, at filmen (og Asthon Kutcher) ville leve op til mine forventninger.

    Jobs

    Og det gjorde den … både og. Ashton Kutcher gjorde i hvert fald – og mere til. Flere gange tog jeg mig selv i at tænke, at han lignede Steve Jobs vildsomt meget, det værende alt fra fra den måde han talte og smilte på, til hans sammenkrummede gangart (som dog blev en smule karikeret mod enden)

    Helt overordnet syntes jeg, at castingen og skuespillet i filmen var utrolig vellykket. Det var tydeligt, at skuespillerne havde lavet god research på deres roller – således genkendte man f.eks. også med det samme den unge Jony Ive, blot på accenten og kropssproget.

    Historiemæsigt var jeg dog ikke helt tilfreds. Jeg synes ikke, startens krydsklipning af Indien, syretrips og kalligrafikurser var nok til at retfærdiggøre Steve Jobs som den ildsjæl, han var, og i det hele taget kan filmen ikke rigtig blive enig med sig selv om, om den vil være en film om ham eller en film om Apple. Med den konsekvens at ingen af delene lykkes for alvor.

    Der var enkelte følsomme scener, som fungerede godt, men de kom til til at stå lidt alene og stak på den måde ud i forhold til resten af filmen. Det synes jeg var en skam, for jeg ville gerne have haft mere af det – ikke nødvendigvis tudescener, men scener, som forklarer lidt mere om, hvorfor Steve Jobs agerer, som han gør, frem for bare at fremstille ham som et usympatisk røvhul – sådan tror jeg ikke på, der er nogen, der er uden en bagvedliggende årsag…

    Mht. fortællestilen, så syntes jeg, den var direkte ulogisk til tider. Jeg mener, der er scener, hvor det giver mening, at have storslået musik det bygger op til et klimaks (som f.eks. når iPod’en præsenteres for første gang), men “Jobs” havde, som min kæreste sagde, nærmere 10 klimakser end 3, og nogle gange gav det altså bare ikke mening, at der skulle være så meget drama.

    Når alt det er sagt, var jeg nu godt underholdt hele filmen igennem, og hvis man synes Appel som firma er spændende, mener jeg bestemt, den er et kig værd.

    Og så glæder jeg mig i øvrigt som et lille barn til den næste Applefilm i rækken, som  Aaron Sorkin skriver – det kan kun blive godt!