Tag: Æblemos

  • Lykken er … variation over gammeldaws æwlekage

    Verdens (anden?) letteste LCHF dessert comin’ up.

    LCHF æbletrifli

    Du skal bruge:

    • Fløde
    • Vanillepulver
    • 1 portion æblegrød – du kan evt. bruge nogle kanelstegte æbler i stedet, hvis du helt vil undgå sukker eller ikke liiige har fået lavet grøden i forvejen 😉
    • en håndfuld ristede mandler

    Sådan:

      Pisk fløden med vanillepulveret og læg det i lag skiftevis med æblegrøden og de ristede mandler. Pænt nemt dér. 

      Nogle LCHF’ere ville nok have ment, jeg skulle have lavet æblegrøden med
      sukrin eller lignende, men det kan jeg bare ikke få mig selv til, når
      jeg har fået en omgang håndplukkede økoæbler fra svigerforældrenes egen
      have.

      Det er lige på det punkt med sødemidler, LCHF knækker lidt for mig. For det kan godt være sødemidler ikke hæver insulinniveauet, men vi ved altså bare heller ikke særlig meget om, hvad det er de gør i kroppen over tid…

      Jeg bruger dem en gang imellem, men vil i virkeligheden hellere spise dét mindre sukker – det synes jeg er mere naturligt…

      Læs evt. hvad Jane siger om den sag her 

      Som I kan se på billedet, fik jeg lavet en rimelig voldsom portion – jeg ved ikke helt om det tæller som dessert, hvis man ikke spiser andet den aften 😉 

    • Lykken er … efterårets goder

      Min mor har tit fortalt mig historien om, hvordan en lille, treårig udgave af mig på denne tid af året stillede sig i havedøren, kiggede ud, duftede og lyttede og med forundring i stemmen sagde “Det er som om, det er noget, jeg har oplevet før.”

      Efteråret kommer ofte lidt hurtigere, end jeg gerne ville have. Regnvejr, begyndende mørke og temperaturdyk er ikke særligt sexet (især ikke efter en sommer som denne), men så alligevel … Efteråret har nu sin charme.

      I dag var jeg ude og besøge min mor og fik i den grad en omgang efterårscharme med hjem. Se lige her: 

      Og her: 

      Min basilikum have det i øvrigt stadig ikke helt godt, så vi plantede én af min mors kæmper om i et par mindre potter:

      Et godt fif til krydderurter, i øvrigt, er lige at putte lidt sten i bunden af potten, når du planter dem. På den måde kan vandet løbe fra rødderne, så de ikke rådner, hvis de er blevet vandet for meget.

      Min mynteplante ser til gengæld ud til, den har lyst til at blive boende herude lidt endnu – og den har stadig lus 🙁 , så det får den lov til.

      Og som om det ikke var nok, fik vi i går en ordentlig røvfuld æbler forærende af Jonas’ forældre. De blev i dag forvandlet til den lækreste æblegrød, og den får I selvfølgelig lige opskriften på her: 

      Hjemmelavet æblegrød

      Du skal bruge:

      • 1 kg æbler, skrællede og skåret i tern
      • 2 spsk vand
      • 3 spsk sukker (eller mere, efter smag)
      • 1 vanillestang
      • Atamon

      Sådan:

      Kom æbler og vand i en gryde sammen med den flækkede vanillestang (skrab evt. lige nogle af kornene ud og bland dem i)
      Kog for svag varme i 15-20 – indtil æblerne har grødkonsistens. Rør indimellem undervejs. Smag til med sukker og kog lidt videre. Skyl imens nogle glas med kogende vand og et skvæt Atamon.
      Tag gryden af varmen og tilsæt 1 tsk atamon og rør rundt. Hæld æblegrøden i de atamonskyllede glas og luk hurtigt til.
      Voilá, så nemt kan det gøres!

      Æblegrøden smager knaldgodt på varm havre- eller øllebrød, men kan også spises ren med mælk eller fløde 🙂

      Som du kan se på billedet herunder, lader jeg altid vanillestangen være i glasset, da den bliver ved med at afgive smag. 

      Sådan kan der åbenbart hurtigt lige gå lidt husmor i mig, når efteråret banker på døren. Sidder i øvrigt lige nu med udsigt til den smukkeste aftensol på gulnende trækroner. Endnu en ting, der er let at elske ved efterår …