(Hvis du bare gerne vil læse anmeldelsen skal du lige scrolle et par kilometers introduktion over og gå ned til midten af siden – så er du advaret)

“Ashton Kutcher, seriøst?!”. Var meget præcist min første reaktion, da jeg så plakaten til den ny Apple-film “Jobs“. Den anden var vist noget i retning af “Han har bare at gøre det godt, ellers smadrer jeg ham” efterfulgt af bandeord og noget om L.A. Gigolo

Og hvorfor betyder det så egentlig så meget for mig, om Ashton Kutcher kan portrættere Steve Jobs ordentligt? 

Jeg er ikke verdens største Apple-nørd. Jeg kan ikke nævne alle computere, der er blevet skabt siden Apple I, og jeg græd ikke da Steve Jobs døde (Jeg kendte ham jo ligesom ikke…)

Men (og nu kommer jeg nok til at træde nogen over tæerne) jeg hører altså bestemt heller ikke til i gruppen af Hipstersmarte Apple-newbies, som en eller anden gang efter 2004 fandt ud af, at Apple var the thing to have og derfor valfartede til Applebutikkerne for at købe den nyeste Macbook (og så i øvrigt ikke kunne finde ud af at lave et snabel-a, da de fik den)

Jeg har spillet computerspil på den her, den her og den her, været dødmisundelig på nabodatteren over den her – og på min storesøster over den her, –  hvinet begejstret, da vi pillede plastikken af den her og den her, fået mit livs bedste gave i form af den her. Opdateret den med den her. Lavet mit livs første store investering i form af den her. Og min seneste (og bedste) Apple investering blev (efter 5 generationers ulidelig venten) den her:

Jeg er typen der (flere gange) har siddet forvirret og ledt på skærmen efter tænd-knappen, når jeg har fået at vide, jeg skulle tænde for computeren (en computer består da kun af én del?)

Jeg er ikke Apple-snob (mere – det har jeg i den grad været!), det falder mig bare mest naturligt at bruge Apple-produkter, simpelthen fordi, det nu engang er dem, jeg er vokset op med. De er en del af min opvækst, og som sådan (og som filmentusiast) håbede jeg selvfølgelig også, at filmen (og Asthon Kutcher) ville leve op til mine forventninger.

Jobs

Og det gjorde den … både og. Ashton Kutcher gjorde i hvert fald – og mere til. Flere gange tog jeg mig selv i at tænke, at han lignede Steve Jobs vildsomt meget, det værende alt fra fra den måde han talte og smilte på, til hans sammenkrummede gangart (som dog blev en smule karikeret mod enden)

Helt overordnet syntes jeg, at castingen og skuespillet i filmen var utrolig vellykket. Det var tydeligt, at skuespillerne havde lavet god research på deres roller – således genkendte man f.eks. også med det samme den unge Jony Ive, blot på accenten og kropssproget.

Historiemæsigt var jeg dog ikke helt tilfreds. Jeg synes ikke, startens krydsklipning af Indien, syretrips og kalligrafikurser var nok til at retfærdiggøre Steve Jobs som den ildsjæl, han var, og i det hele taget kan filmen ikke rigtig blive enig med sig selv om, om den vil være en film om ham eller en film om Apple. Med den konsekvens at ingen af delene lykkes for alvor.

Der var enkelte følsomme scener, som fungerede godt, men de kom til til at stå lidt alene og stak på den måde ud i forhold til resten af filmen. Det synes jeg var en skam, for jeg ville gerne have haft mere af det – ikke nødvendigvis tudescener, men scener, som forklarer lidt mere om, hvorfor Steve Jobs agerer, som han gør, frem for bare at fremstille ham som et usympatisk røvhul – sådan tror jeg ikke på, der er nogen, der er uden en bagvedliggende årsag…

Mht. fortællestilen, så syntes jeg, den var direkte ulogisk til tider. Jeg mener, der er scener, hvor det giver mening, at have storslået musik det bygger op til et klimaks (som f.eks. når iPod’en præsenteres for første gang), men “Jobs” havde, som min kæreste sagde, nærmere 10 klimakser end 3, og nogle gange gav det altså bare ikke mening, at der skulle være så meget drama.

Når alt det er sagt, var jeg nu godt underholdt hele filmen igennem, og hvis man synes Appel som firma er spændende, mener jeg bestemt, den er et kig værd.

Og så glæder jeg mig i øvrigt som et lille barn til den næste Applefilm i rækken, som  Aaron Sorkin skriver – det kan kun blive godt!