Første gang jeg stiftede bekendtskab med stress var i 2g.
Musical, mange lektier og perfektionisme hænger ikke særlig godt sammen. Jeg
havde en instruktør, som ikke mente, jeg brændte nok for hans show, hvis ikke
jeg blev til kl. 11 hver aften, en krop, der bestemt mente, den skulle have
dækket sine basale behov og en indre stemme, der sagde, at jeg ikke var god
nok, medmindre jeg lavede alle mine
lektier.
Pludselig kunne jeg ikke høre på mit ene øre. Jeg forstod
ikke hvorfor og oveni var jeg nedtrykt og følelsesmæssigt ustabil. Efter
musicalen var jeg syg on-off i tre måneder. Jeg blev kendt i klassen som
”næsepudseren”, og ligegyldigt hvad jeg gjorde, kunne jeg ikke blive rask. Hvad
fanden foregik der? Det vidste min kæreste heldigvis.
Han tvang mig til at tage stilling og læse om stress, og
lidt efter lidt måtte jeg jo medgive, at jeg måske nok havde været en
lillebitte smule stresset, og at det måske var noget man skulle tage lidt
alvorligt.
Men nu var jeg jo færdig med musicalen, så det var jo ikke
noget problem længere, vel?
Nu er der bare lige det lille problem med stress, at når du
først har fået det, så slipper du ikke af med det igen. Stressen vil altid
ligge latent i kroppen, og selv om jeg er blevet bedre til at fange mig selv i
det, har jeg været mere eller mindre stresset et utal af gange siden.
Så sent som i tirsdags kom jeg hjem fra arbejde og var helt
smadret. Jeg troede egentlig bare jeg var træt, men da vi skulle til at lave
aftensmad kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke overskue det, fordi der var så mange
andre ting, jeg også skulle have ordnet. Jeg kunne ikke for alt i verden nævne,
hvad det var for nogle ting – jeg vidste bare, jeg ikke kunne overskue at lave
mad.
Endnu engang var det Jonas, der redede dagen. Han fandt en
masse post-its frem og bad mig skrive alle de ting, jeg skulle have ordnet ned
– én ting på hver seddel. Sedlerne ville vi så klistre op i tre kolonner – en
med ting, der skulle gøres, en med ting jeg var i gang med, og en med de ting,
der var gjort. (aka. personal kanban)
”Men jeg ved det jo ikke”, sagde jeg fortvivlet. I løbet af
fem minutter havde jeg skrevet 12 ting ned. 12 ting, som i flere dage havde
cirkuleret i hovedet på mig, og som jeg havde forsøgt at holde styr på. Så tror
da pokker, jeg var forvirret.
”Jeg vil ikke være stresset” græd jeg, og Jonas trøstede,
tålmodig som altid. Bagefter lavede han mad, mens jeg lå under dynen. Hvem
sagde Supermand?
Siden i tirsdags er der så blevet ved med at strømme nye
post-its ud af hovedet på mig. Ting, jeg ikke engang vidste, jeg blev stresset
over.
Normalt er jeg egentlig ret god til at lave lister, hvis jeg
eks. har en masse ting, jeg skal ordne inden en fest, eller hvis jeg skal ud og
rejse. Men når det ”bare” handler om dagligdagsting, prøver jeg at holde styr
på det hele i hovedet. Det ender som regel med at jeg får koks i kasketten og
enten går psykisk eller fysisk ned med flaget (det er ikke tilfældigt, jeg
altid bliver syg, når jeg ikke har tid til det)
Der er så meget snak om stress i dag, og hvis der er
noget, der virkelig kan pisse mig af, så er det, når folk får det til at lyde
som om, stress er sejt. Som om man ikke er ”vigtig” eller ”sej” nok, hvis ikke
man er lidt stresset, lidt panodil-afhængig eller lidt arbejdsnarkoman. Stress
er alt andet end sejt, for fanden. Det er usundt, det er farligt og det er
skide ubehageligt.
Stinestregen illustrerer det i øvrigt formidabelt her