Det er gået op for mig, at hvis jeg skulle have en blog, så ville jeg allerhelst have en rejseblog. “Men du rejser jo ikke”, ville en mindre optimistisk person (mig) måske sige, og det må jeg jo medgive. Men det er bestemt ikke lysten, der mangler.
Nogle gange har jeg utroligt meget lyst til at sælge alt mit lort, pakke resten i en rygsæk og skride. Kender I det?
Mit første wanderlust-minde går helt tilbage til nulte klasse, hvor Chrille-P sendte postkort hjem til klassen med et næbdyr på. Siden da blev jeg besat af ideen om at komme til Australien. Det var billederne i rejsemagasinet, billederne af dette fantastiske og mystiske kontinent, der fik mig til at kæmpe videre, da jeg var allermest syg. Og da jeg blev konfirmeret, fik jeg en lille plastik kænguru af min familie, sammen med ordene “vi er sikre på, du nok skal komme derned”
Jeg har stadig ikke været i Australien. Men siden jeg blev rask, har jeg ikke ladet en chance forpasse for at komme ud at rejse. Rejserne tæller bl.a. Costa Rice, Cypern, Berlin, North Carolina, Californien (og omkringliggende stater), Barcelona, London og senest Georgien, hvor jeg endda kom ned gratis og deltog i en international musikfestival.
Alligevel er det som om, det ikke helt er nok. Mine rejser følger en tendens, hvor de bliver længere og længere – først 2 uger i Costa Rica, så en måned i Californien, og nu fem uger i Vietnam. Hvad skal det dog ikke ende med?
Som jeg skriver her, så drømmer jeg om et job, som kan tage mig rundt i hele verden. Tænk at leve kun med de ting, der ligger i rygsækken. Jeg kan ikke forestille mig nogen større frihedsfølelse.
Min blog er stadig lidt et skudder-mudder af alt muligt forskelligt, men hvis det står det mig (og det gør det jo lissom) så må der gerne komme lidt flere eksotiske indlæg i fremtiden. Stay tuned…
