Future World Traveller

Tag: Stress

  • Shit Sofie Posts #8

    I dag har jeg ligget i min seng hele dagen – og jeg sidder her endnu. I virkeligheden skulle jeg både have været på arbejde og til fest, men min krop ville bare ikke mere i onsdags, og i går kørte jeg på ren viljestyrke. Jeg er bange. Bange for at jeg er stresset. For da jeg vågnede i morges med udsigten til ikke at skulle noget en hel dag, var mine symptomer sporløst forsvundet. Jeg følte mig helt rask, men sekundet jeg begyndte at tænke på mit arbejde, min træning, min hverdag kom hovedpinen igen. Den hovedpine, der onsdag nat var så intens, at jeg vågnede midt om natten og græd.

    Hvad sker det med mig? Jeg vil ikke være 21 år og have stress. Det er helt forkert. Og hvad skal jeg gøre ved det? Jeg vil jo gerne det hele – men samtidig, når jeg ligger her, har jeg lyst til at droppe alt, for det hele føles så ligegyldigt. Jeg stresser over ligegyldigheder og tillægger slet ikke de ting, der gør mig glad, nok værdi.

    “Gør mere af det, der gør dig glad”, stod der på det postkort, jeg fik af min mor. Og jeg ved det jo godt, jeg har for fanden en uddannelse i personlig udvikling, og alligevel sidder jeg her, alene, når jeg burde snakke med nogen og gøre de ting, der gør mig glad. F.eks.

    være sammen med mine venner, danse, rejse, se film, høre musik, være kreativ…

    En lidt dyster intro, beklager, men det er altså sådan, jeg har det i dag. 

    Til gengæld gør dagens video mig i lidt bedre humør. Både fordi den er sjov, men egentlig mest fordi jeg fornemmer, at Eric virkelig brænder for det, han laver, og det er lige præcis det, jeg går og savner. Ligegyldigt hvor underlig din hobby er, er det det fedeste i verden, hvis du brænder for det. Det er den form for purpose i livet er uundværlig og det der gør, at vi bruger uendeligt mange timer på noget – fordi vi ikke kan lade være!

    Og nu skal jeg nok lukke nummi, så du kan se film.

  • Lykken er … YMA og oprydning

    For næsten en måned siden postede jeg dette indlæg om en af mit livs vigtigste beslutninger. Forrige fredag skrev jeg så, at jeg var på vej til København, men fik ikke rigtig fulgt op på det.

    Sandheden er, at jeg det sidste halve år, har gået lidt i en venteposition. Da vi sluttede Young Rolemodel blev vi spurgt, om vi havde lyst til at fortsætte vores udvikling. Mindjuice havde planer om at lave en Master (overbygning) til unge, en såkaldt “Young Master Academy”. Stemningen var mildt sagt euforisk – alle på holdet var så klar på at fortsætte, mig selv inklusive, og vi kunne ikke komme hurtigt nok i gang. Efter at have arbejdet med mig selv i et halvt år, følte jeg, at jeg først for alvor begyndte at se resultaterne af alt mit hårde arbejde, og jeg tror mange af de andre delte min opfattelse. Masteren skulle bare oprettes – det var vi enige om.

    Så blev det hverdag… og ligesom når du træner din krop, bliver også din selvindsigt og din lyst til at træde ud af din comfortzone slappe, når de ikke bliver trænet. Jeg begyndte at føle, at jeg faldt tilbage i gamle, selvdestruktive mønstre, og selv om jeg var bevist om det, følte jeg ikke rigtig, jeg længere havde det mod eller den viden der skulle til for at ændre det.

    Så jeg glædede mig til Masteren, men begyndte også at blive lidt nervøs. Mange af dem fra holdet, der før havde været helt klar på at fortsætte, følte nu, at de ikke havde tid, lyst eller penge nok til at fortsætte, og vi havde fået at vide, at vi skulle være minimum 20 på holdet, før det blev oprettet.

    For at gøre en lang historie kort, fik vi tirsdag den 15. besked om, at Masteren var blevet oprettet med 22 tilmeldte. Dvs. 3 dage før vi skulle starte. Samme aften gik jeg lidt ned med stress – det har åbenbart gået mig mere på, end jeg lige sådan gik og troede.

    MEN Masteren blev jo oprettet, og nu er jeg i gang, og jeg er sikker på, at det næste år bliver mere spændende, udfordrende og lærerigt, end noget jeg har prøvet før!

    En af forskellene på Masteren og Young Rolemodel er, at vi kommer endnu mere i dybden med persontypeværktøjet Enneagrammet, som vi blev introduceret for sidste år. Kort fortalt deler enneagrammet mennesker op i 9 forskellige personlighedstyper – alle har lidt af de 9 men der vil altid være én, der er mere dominant end de andre. Værktøjet kan bl.a. bruges til at arbejde med sig selv og sin type, samt til bedre at forstå de andre 8 typer og deres handlemønstre. Du kan læse mere her.

    Mellem hvert modul “dykker vi ned i” en eller to af de ni typer, i kraft af vores hjemmearbejde. Vi er startet med 1’erens univers, hvilket passer mig strålende, for jeg er selv 1’er 🙂

    En del af vores hjemmearbejde består således af at rydde op og organisere sit hjem, sin computer osv. – hvad faste læsere vil vide, jeg har det vældig fint med 😉 

    Vi har fået en opgave, der lød på at skille sig af med 100 ting fra sit hjem enten ved at give dem videre, give dem til genbrug eller smide dem ud … 

    Jeg stoppede med at tælle ved 210 … 

    Og så sker der jo det fantastiske når man rydder op, at man finder ting, man helt havde glemt man havde! Lad det være en opfordring til alle. Og hvis 100 lyder af for meget så bare start med 50 – tro mig, resten skal nok komme 🙂 

  • Noget om stress

    Første gang jeg stiftede bekendtskab med stress var i 2g.
    Musical, mange lektier og perfektionisme hænger ikke særlig godt sammen. Jeg
    havde en instruktør, som ikke mente, jeg brændte nok for hans show, hvis ikke
    jeg blev til kl. 11 hver aften, en krop, der bestemt mente, den skulle have
    dækket sine basale behov og en indre stemme, der sagde, at jeg ikke var god
    nok, medmindre jeg lavede alle mine
    lektier.

    Pludselig kunne jeg ikke høre på mit ene øre. Jeg forstod
    ikke hvorfor og oveni var jeg nedtrykt og følelsesmæssigt ustabil. Efter
    musicalen var jeg syg on-off i tre måneder. Jeg blev kendt i klassen som
    ”næsepudseren”, og ligegyldigt hvad jeg gjorde, kunne jeg ikke blive rask. Hvad
    fanden foregik der? Det vidste min kæreste heldigvis.

    Han tvang mig til at tage stilling og læse om stress, og
    lidt efter lidt måtte jeg jo medgive, at jeg måske nok havde været en
    lillebitte smule stresset, og at det måske var noget man skulle tage lidt
    alvorligt.

    Men nu var jeg jo færdig med musicalen, så det var jo ikke
    noget problem længere, vel?

    Nu er der bare lige det lille problem med stress, at når du
    først har fået det, så slipper du ikke af med det igen. Stressen vil altid
    ligge latent i kroppen, og selv om jeg er blevet bedre til at fange mig selv i
    det, har jeg været mere eller mindre stresset et utal af gange siden.

    Så sent som i tirsdags kom jeg hjem fra arbejde og var helt
    smadret. Jeg troede egentlig bare jeg var træt, men da vi skulle til at lave
    aftensmad kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke overskue det, fordi der var så mange
    andre ting, jeg også skulle have ordnet. Jeg kunne ikke for alt i verden nævne,
    hvad det var for nogle ting – jeg vidste bare, jeg ikke kunne overskue at lave
    mad.

    Endnu engang var det Jonas, der redede dagen. Han fandt en
    masse post-its frem og bad mig skrive alle de ting, jeg skulle have ordnet ned
    – én ting på hver seddel. Sedlerne ville vi så klistre op i tre kolonner – en
    med ting, der skulle gøres, en med ting jeg var i gang med, og en med de ting,
    der var gjort. (aka. personal kanban)

    ”Men jeg ved det jo ikke”, sagde jeg fortvivlet. I løbet af
    fem minutter havde jeg skrevet 12 ting ned. 12 ting, som i flere dage havde
    cirkuleret i hovedet på mig, og som jeg havde forsøgt at holde styr på. Så tror
    da pokker, jeg var forvirret.

    ”Jeg vil ikke være stresset” græd jeg, og Jonas trøstede,
    tålmodig som altid. Bagefter lavede han mad, mens jeg lå under dynen. Hvem
    sagde Supermand?

    Siden i tirsdags er der så blevet ved med at strømme nye
    post-its ud af hovedet på mig. Ting, jeg ikke engang vidste, jeg blev stresset
    over.

    Normalt er jeg egentlig ret god til at lave lister, hvis jeg
    eks. har en masse ting, jeg skal ordne inden en fest, eller hvis jeg skal ud og
    rejse. Men når det ”bare” handler om dagligdagsting, prøver jeg at holde styr
    på det hele i hovedet. Det ender som regel med at jeg får koks i kasketten og
    enten går psykisk eller fysisk ned med flaget (det er ikke tilfældigt, jeg
    altid bliver syg, når jeg ikke har tid til det)

    Der er så meget snak om stress i dag, og hvis der er
    noget, der virkelig kan pisse mig af, så er det, når folk får det til at lyde
    som om, stress er sejt. Som om man ikke er ”vigtig” eller ”sej” nok, hvis ikke
    man er lidt stresset, lidt panodil-afhængig eller lidt arbejdsnarkoman. Stress
    er alt andet end sejt, for fanden. Det er usundt, det er farligt og det er
    skide ubehageligt.

    Stinestregen illustrerer det i øvrigt formidabelt her