Tag: YRA

  • Lykken er … YMA og oprydning

    For næsten en måned siden postede jeg dette indlæg om en af mit livs vigtigste beslutninger. Forrige fredag skrev jeg så, at jeg var på vej til København, men fik ikke rigtig fulgt op på det.

    Sandheden er, at jeg det sidste halve år, har gået lidt i en venteposition. Da vi sluttede Young Rolemodel blev vi spurgt, om vi havde lyst til at fortsætte vores udvikling. Mindjuice havde planer om at lave en Master (overbygning) til unge, en såkaldt “Young Master Academy”. Stemningen var mildt sagt euforisk – alle på holdet var klar på at fortsætte, mig selv inklusive, og vi kunne ikke komme hurtigt nok i gang. Efter at have arbejdet med mig selv i et halvt år, følte jeg, at jeg først for alvor begyndte at se resultaterne af alt mit hårde arbejde, og jeg tror mange af de andre delte min opfattelse. Masteren skulle bare oprettes – det var vi enige om.

    Så blev det hverdag… og ligesom når du træner din krop, bliver også din selvindsigt og din lyst til at træde ud af din comfortzone slappe, når de ikke bliver trænet. Jeg begyndte at føle, at jeg faldt tilbage i gamle, selvdestruktive mønstre, og selv om jeg var bevist om det, følte jeg ikke rigtig, jeg længere havde det mod eller den viden der skulle til for at ændre det.

    Så jeg glædede mig til Masteren, men begyndte også at blive lidt nervøs. Mange af dem fra holdet, der før havde været helt klar på at fortsætte, følte nu, at de ikke havde tid, lyst eller penge nok til at fortsætte, og vi havde fået at vide, at vi skulle være minimum 20 på holdet, før det blev oprettet.

    For at gøre en lang historie kort, fik vi tirsdag den 15. besked om, at Masteren var blevet oprettet med 22 tilmeldte. Dvs. 3 dage før vi skulle starte. Samme aften gik jeg lidt ned med stress – det har åbenbart gået mig mere på, end jeg lige sådan gik og troede.

    MEN Masteren blev jo oprettet, og nu er jeg i gang, og jeg er sikker på, at det næste år bliver mere spændende, udfordrende og lærerigt, end noget jeg har prøvet før!

    En af forskellene på Masteren og Young Rolemodel er, at vi kommer endnu mere i dybden med persontypeværktøjet Enneagrammet, som vi blev introduceret for sidste år. Kort fortalt deler enneagrammet mennesker op i 9 forskellige personlighedstyper – alle har lidt af de 9 men der vil altid være én, der er mere dominant end de andre. Værktøjet kan bl.a. bruges til at arbejde med sig selv og sin type, samt til bedre at forstå de andre 8 typer og deres handlemønstre. Du kan læse mere her.

    Mellem hvert modul “dykker vi ned i” en eller to af de ni typer, i kraft af vores hjemmearbejde. Vi er startet med 1’erens univers, hvilket passer mig strålende, for jeg er selv 1’er 🙂

    En del af vores hjemmearbejde består således af at rydde op og organisere sit hjem, sin computer osv. – hvad faste læsere vil vide, jeg har det vældig fint med 😉 

    Vi har fået en opgave, der lød på at skille sig af med 100 ting fra sit hjem enten ved at give dem videre, give dem til genbrug eller smide dem ud … 

    Jeg stoppede med at tælle ved 210 … 

    Og så sker der jo det fantastiske når man rydder op, at man finder ting, man helt havde glemt man havde! Lad det være en opfordring til alle. Og hvis 100 lyder af for meget så bare start med 50 – tro mig, resten skal nok komme 🙂 

  • Lykken er … Young Rolemodel Academy

    Dette indlæg har været længe undervejs … primært fordi, jeg ikke har vist, hvor eller hvordan jeg skulle starte. Det ved jeg stadig ikke, men nogle gange bliver man vist nødt til bare at kaste sig ud i det. Og det var netop sådan det begyndte … 

    For temmelig præcist ét år siden dragede jeg for første gang mod København til det, der skulle vise sig at blive noget af en omvæltning i mit liv.  

    Juice up your life!

    Et par måneder tidligere (i slutningen af 3.g) dukkede der en besked op på skolen intranet om noget, der hed et Juice Up Event. Det var noget med en ungeuddannelse i personlig udvikling, og jeg havde en klassekammerat, der synes sådan noget var ret spændende, så hende fik jeg lokket med. Sammen drog vi ned på havnen, fandt lokalet og de få andre, der var mødt op (tror vi var en 5-6 stykker).

    “Det kunne godt blive rimelig stenet det her”, tænkte jeg ved mig selv. Men hvor tog jeg dog fejl.

    Efter et par timer i selskab med foredragsholderen, Pernille, var jeg som tryllebundet. “Den her uddannelse skal jeg bare have”, både tænkte og mærkede jeg i hele kroppen. Jeg nærmest fløj ud derfra med en følelse af, at alt i mit liv kunne lade sig gøre (et fenomen, jeg senere har døbt et “Mindjuice-boost”) og gik direkte hjem og meldte mig til uddannelsen med start i midt Oktober.

    Noget, der skulle vise sig at blive mit livs hidtil bedste beslutning. 

     Men hvad er det?

    Young Rolemodel Academy (YRA) er en coachinguddannelse for unge mellem 17-21 år. Det er firmaet Mindjuice, der står bag dette non-profit projekt, som har til hensigt at lære unge at forstå og stå ved sig selv, træde ud af deres comfortzone, drømme stort, kommunikere kraftfuldt og være en inspirator for sig selv og andre.

    Uddannelsen finder sted over 5 weekender med mellemliggende hjemmearbejde og ugentlige coachingsessioner med egen coach, og afsluttes med en skriftlig og mundtlig eksamen. Du kan læse mere om det her

    Et nyt syn på verden 

    Det er svært at huske, hvordan man selv var for et år siden. Men det er helt sikkert, at jeg var en meget anderledes person, end jeg er i dag.

    Ud over at jeg i dag kan kalde mig certificeret Mindjuice coach, kan jeg bl.a. også kalde mig:

    – Én, der kan gå til jobsamtaler uden at være nervøs

    – Én, der kan kommunikere kraftfuldt

    – Én, der tør træde ud af min comfortzone

    – Én, der kan (og tør) ændre mine relationer 

    – Én, der ved meget mere om mig selv, og ikke er bange for at udvikle mig

    – Én, der tror mere på mig selv

    – En mere åben og nysgerrig person

    “Du har altid et valg “, fik vi at vide igen og igen, og YRA har i den grad fået mig til at indse, at det er mig der styrer mit liv, mig der er ansvarlig for min kommunikation og mig  der vælger hvordan jeg ser på tingene.

    “Det har forandret mit liv” er store ord – men ikke desto mindre meget præcist rammende i denne sammenhæng.

    YRA er både det hårdeste, sjoveste og vigtigste jeg har gjort for mig selv, og jeg vil anbefale alle, der har muligheden, til at springe ud i det – bare gør det – husk, det er dig, der bestemmer i dit liv!

    Young Rolemodel Academy - hold B. Eksamensdag, April, 2012
    Young Rolemodel Academy – hold B. Eksamensdag, April, 2012

    Det tredje YRA-hold starter op den 18. oktober 2013. Der er indtil videre over 50 tilmeldte, og der er stadig flere pladser på holdet.