For ca. en måned siden skete der noget radikalt i vores køleskab. Fløden flyttede ind. Lad mig forklare:
Jeg hader madfanatisme (nok mest fordi jeg selv har haft min fair share) og følte mig derfor ret fortørnet, da vi i sommer skulle i sommerhus med 3 vennepar, hvoraf det ene spiser efter PCOS-principper og det andet har hhv. en tarmsygdom og et barn i maven. Jeg kunne altså se frem til en uge med minus sukker, brød, alkohol og mælkeprodukter. Fed ferie muggede jeg ved mig selv (og nok også lidt for højt engang imellem – undskyld, hvis der er nogen, der har følt sig ramt)
Men det blev det selvfølgelig – en fed ferie altså – også i mere end én forstand. For en uge med en lidt anderledes tilgang til mad var lige det skub, jeg havde brug for.
Min kæreste har længe gået og snakket om en bog der hedder “Why We Get Fat, And What To Do About It“. Den handler om fedmeepidemien (more like pandemien), om hvordan vores opfattelse af hvad “sund mad” er er baseret på nogle helt forfejlede antagelser, og om hvordan man ved at ændre sin kost til at indeholde mindre kulhydrat og mere fedt (ja, også det mættede, gisp!) kan stabilisere sin vægt og sit blodsukker.
Jeg begyndte at læse mere om LCHF – blandt andet har jeg næsten ædt mig gennem hele Janes fantastiske blog – og jeg må indrømme, at jeg er blevet bidt!
Og lad mig nu lige få det på det rene – jeg er stadig ikke fanatiker, jeg lever ikke efter 100% LCHF, og kommer heller aldrig til det, men idéen om rene, gode råvarer og god smag tiltaler mig og så kan jeg altså bare mærke forskellen i min krop. Før jeg startede, var jeg rent ud sagt skræmmende at være sammen med, når jeg var sulten. Nu kan jeg med (nogenlunde) ro i sinde konstatere at jeg er sulten, og så ellers slappe af med det, indtil jeg igen har mulighed for at spise. Det, kan både jeg og (især) kæresten vist godt skrive under på, er ret rart 😉
Hvis du har lyst til at læse mere om LCHF kan du gøre det HER og HER (sidstnævnte er en pdf)
Men nu til noget andet: I går skrev jeg med stor begejstring om alle mine nye, lækre grøntsager, og i dag gjorde jeg alvor af snakken og lavede denne überlækre
Jordskoksuppe
Det skal du bruge:
- 500 g jordskokker
- 2 små porrer (eller 1 stor)
- 1 løg
- 1 fed hvidløg
- 1/2 l bouillon (jeg brugte høns)
- ca. 2 dl fløde
- saften fra 1/2 citron
- riiigeligt smør til stegning
- salt og peber
- et laurbærblad
- evt. bacon til toppen
Sådan:
Skræl jordskokkene (I’m not gonna lie – jordskokker er nederen at skrælle – men tro mig – det er det hele værd!)
Skær porrer, løg og jordskokker i små tern.
Lad løgene simre lidt i smørret og smid herefter porre og jordskokker i.
Lad dem stege med et par minutter og “dæk” med bouillon. Tilsæt laurbærblad og hvidløg og lad det hele simre ved svag varme i ca. 30 min.
Held herefter suppen i blenderen (tag evt, lige laurbærbladet ud først) og blend til suppen får en cremet konsistens.
Held suppen tilbage i gryden og varm den med fløden og citronsaften. Smag til med salt og peber og top evt. med bacon på toppen. BUM! – verdens lækreste efterårssuppe.


Jeg ved godt, at rodfrugter ikke helt hører ind under LCHF, men kravet om gode, naturlige råvarer og høj fedtprocent blev i hvert fald overholdt. Og så smagte det fantastisk, og det er i virkeligheden også noget af det vigtigste ved LCHF, hvis du spørger mig 🙂
Til suppen lavede jeg en salat af revet gulerod og æble med en genistreg af en dressing, som jeg lærte af en af vores venner i sommer. Den består slet og ret af limesaft og revet ingefær – den giver lige salaten (og immunforsvaret) et boost 🙂
