“Ejjj, hvor var det bare en god film”, var vist ca. mine første ord, da
vi trådte ud af mørket i går aftes i CinemaxX. Og efter at have sovet på
det en nat, må jeg erklære mig enig med mig. Det var en god film.
Selv om The Butler (selvfølgelig) ikke er helt på højde med film som Shawshank Redemption og Forrest Gump vil jeg alligevel placere den i samme genre af storfilm (eller gode film, som jeg slet og ret kalder dem)
I ved, den der slags film hvor man får sug i maven undervejs og både har
lyst til at grine og græde tilsidst (og i tilfældet med Forrest Gump
også gør det – hver gang!)
For lige kort at opridse historien, så handler filmen om den sorte butler, Cecil Gaines, der under sin tid i Det Hvide Hus nåede at arbejde for 8 forskellige præsidenter. Cecil er opvokset som bomuldssalve i sydstaterne, men får ved hjælp af hårdt arbejde, god arbejdsmoral og et lille pift “american dream” arbejdet sig op til at blive en af de mest elskede butlere i historien.
Filmen var både narrativt og visuelt stærk. F.eks. synes jeg, det var
lidt af en genistreg at lade den konfliktsky og
i-kraft-af-arbejdet-ikke-politiske butlers søn være forkæmper for sortes
rettigheder. Det skaber en smuk og stærk både indre og ydre konflikt
filmen igennem.
Skuespillet var fortrinligt over
hele linjen (men hvad andet kan man forvente med stjerner som Forest
Whitaker og Oprah Winfrey i hovedrollerne?)
Og
så skete der det ganske uhørte, at jeg faktisk fik lyst til at sætte
mig lidt mere ind i den historiske del af filmen. Jep, filmen gjorde mig
historisk interesseret – hvad sker der??!
Roser, roser, roser. Hvis jeg nu også lige skal
nævne noget negativt, synes jeg måske godt, man kunne have cuttet lidt
af midten, uden filmen ville være blevet dårligere af den grund. Men det
skal ikke ligge den til last. Gå ind og så den!
Og så skal jeg i øvrigt snart selv have tegnet og scannet nogle stjerner i stedet for de her grimme google-rapserier … men hver ting til sin tid 🙂
