Future World Traveller

Author: Isa Lykke Hansen

  • Shit Sofie Posts # 2

    Sidste fredag startede jeg et ugentligt indslag her på bloggen. Shit Sofie Posts er cremen af cremen af internettet og denne fredag står i mu-sexens tegn med japansk musikvideo af højeste kvalitet samt den mest sexede sang, jeg nogensinde har hørt. (måske lige med undtagelse af Je T’aime – men den har jo ligesom også en unfair fordel i og med den er fransk).

    Og bare rolig, begge videoer er altså (næsten) SFW selvom Youtube gerne vil have dig til at tro noget andet 😉

    Håber, I alle får en fantastisk weekend – I know I will 🙂 

  • Le bonheur est … at gå til fransk

    Fransk er lidt ligesom franskmænd. Ikke særlig venligt*

    Når man skriver “oi” f.eks udtales det “wa” (som i moi).

    “ou” udtales “u”.

    “ui” udtales “wi”.

    “y” udtales “ii” 

    “h” udtales aldrig – og hedder i øvrigt “ash”

    E er ø og u er y

    “s-lyde” og “z-lyde” er fuldstændig umulige at høre forskel på – bestiller du f.eks. “poisson” (med s-lyd) på en restaurant får du fisk, men bestiller du poison (med z-lyd) er det gift – minor detail. Måske ikke et problem på en almindelig fortovsrestaurant i latinerkvarteret, tænker du – men går du til gangstermiddagsselskaber i Frankrig skal du passe på!

    Puha, alle de regler … Fik jeg nævnt, at jeg kun har haft én lektion? Men bare vent, om et halvt års tid kan jeg den her udenad!

    *Jeg har været i Paris to gange, og alle franskmænd jeg mødte (måske med undtagelse af en enkelt) var søde og venlige. Det er en joke. Det er for sjov. 

  • 10 serier du skal se på netflix

    Vi har ikke fjernsyn herhjemme. Nyhedsbehovet bliver dækket via radio og afslapningsbehovet bliver dækket via Netflix. Og det er jeg egentlig ret glad for, når jeg hører andre snakke om, hvad de ser i fjernsynet. Misforstå mig ret – jeg kan bruge (og har brugt) oceaner af tid på at se crap i fjensynet – nu har jeg bare ikke muligheden længere, og min hjerneafslapning er blevet mere kvalitetspræget som resultat deraf. (og så snakker vi ikke om de afhængighedslignende symptomer, der ofte følger med oprettelsen af et medlemskab)

    Her får I derfor lige en liste af fede serier, I kunne overveje, næste gang der er De Unge Mødre eller Vild med Dans sæson 1000 i fjerneren. Jeg vil her gå ud fra, at I har set HIMYM, FRIENDS, Walking Dead og Gossip Girl  – I ved, alle de essentielle 😉

    Listen er i øvrigt ikke i prioriteret rækkefølge …

    1. The Killing
      Den amerikanske udgave af “Forbrydelsen”. Voldsomt spændende alle tre sæsoner igennem. Faktisk fremkaldte sæsonafslutning 3 i går aftes akut stressspisning. Ikke for sarte sjæle

    2. Breaking Bad
      Obviously. Burde vist efterhånden høre til på ovennævnte liste af essentials.

    3. Archer
      Animations-comedy om “verdens farligste spion” Sterling Archer, der arbejder for sin mors spionfirma ISIS. SORT, SORT humor – lige som jeg kan lide det 🙂

    4. Orange is The New Black
      En forholdsvis ny serie på netflix, produceret af Netflix selv. “Girl Next Door” ryger i fængsel for narkosmuglingssag fra vild ungdom. “Baseret på en virkelig historie” – jaja min numse

    5. The West Wing
      Sæsonafslutning 2 er uden tvivl det bedste afsnit, jeg nogensinde har set af en serie – og så er jeg ligeglad med hvad imdb siger om BB514. Alle 7 sæsoner af denne fantastiske serie om “Præsidentens mænd” (som serien hedder på dansk) ligger derinde.
      (OBS findes kun på den amerikanske netflix)*

    6.  House of Cards
      Endnu en serie om amerikansk politik. Denne serie følger politikeren Frank Underwood (Kevin Spacey)’s forsøg på at få politisk hævn over alle dem, der røvrender ham – og man finder hurtigt ud af, at han er røvrenderriets mester. Dyster thriller-style. Det holder.

    7. Jericho
      Det er mange år siden, jeg har set denne serie, men jeg husker den som værende uhyggeligt spændende! Postapokalyptiske stemning i amerikansk hillbillylandsby.

    8. Modern Family
      Var meget skeptisk overfor hele håndholdt-kamerastilen i denne amerikanske sitcom, om hvad der må siges at være en moderne familie, med alt hvad det indebærer af onkler, der er yngre end én selv og adopterede koreanerekusiner. MEN serien holder max! Sjov og nyskabende.
      (OBS findes kun på den danske netflix)*

    9.  Better off Ted
      Endnu en sitcom, som jeg faktisk ikke har hørt andre snakke om. Det er synd, for den er ret genial. Serien foregår i firmaet Veridian Dynamics, et klassisk eksempel på “det onde firma”, der vil gøre alt for at tjene penge. Ted selv er en rigtig “Mister Right”, og ender således ofte i nogle (ret fucked up) moralske dilemmaer.  
       
    10. Black Books
      En engelsk komedie-serie på 18 afsnit, der foregår i bogbutikken af samme navn. Den sjoveste serie på netflix. PUNKTUM

     

    *Har gode erfaringer med unblockus til at skifte mellem forskellige lande

  • Lykken er … efterårets goder

    Min mor har tit fortalt mig historien om, hvordan en lille, treårig udgave af mig på denne tid af året stillede sig i havedøren, kiggede ud, duftede og lyttede og med forundring i stemmen sagde “Det er som om, det er noget, jeg har oplevet før.”

    Efteråret kommer ofte lidt hurtigere, end jeg gerne ville have. Regnvejr, begyndende mørke og temperaturdyk er ikke særligt sexet (især ikke efter en sommer som denne), men så alligevel … Efteråret har nu sin charme.

    I dag var jeg ude og besøge min mor og fik i den grad en omgang efterårscharme med hjem. Se lige her: 

    Og her: 

    Min basilikum have det i øvrigt stadig ikke helt godt, så vi plantede én af min mors kæmper om i et par mindre potter:

    Et godt fif til krydderurter, i øvrigt, er lige at putte lidt sten i bunden af potten, når du planter dem. På den måde kan vandet løbe fra rødderne, så de ikke rådner, hvis de er blevet vandet for meget.

    Min mynteplante ser til gengæld ud til, den har lyst til at blive boende herude lidt endnu – og den har stadig lus 🙁 , så det får den lov til.

    Og som om det ikke var nok, fik vi i går en ordentlig røvfuld æbler forærende af Jonas’ forældre. De blev i dag forvandlet til den lækreste æblegrød, og den får I selvfølgelig lige opskriften på her: 

    Hjemmelavet æblegrød

    Du skal bruge:

    • 1 kg æbler, skrællede og skåret i tern
    • 2 spsk vand
    • 3 spsk sukker (eller mere, efter smag)
    • 1 vanillestang
    • Atamon

    Sådan:

    Kom æbler og vand i en gryde sammen med den flækkede vanillestang (skrab evt. lige nogle af kornene ud og bland dem i)
    Kog for svag varme i 15-20 – indtil æblerne har grødkonsistens. Rør indimellem undervejs. Smag til med sukker og kog lidt videre. Skyl imens nogle glas med kogende vand og et skvæt Atamon.
    Tag gryden af varmen og tilsæt 1 tsk atamon og rør rundt. Hæld æblegrøden i de atamonskyllede glas og luk hurtigt til.
    Voilá, så nemt kan det gøres!

    Æblegrøden smager knaldgodt på varm havre- eller øllebrød, men kan også spises ren med mælk eller fløde 🙂

    Som du kan se på billedet herunder, lader jeg altid vanillestangen være i glasset, da den bliver ved med at afgive smag. 

    Sådan kan der åbenbart hurtigt lige gå lidt husmor i mig, når efteråret banker på døren. Sidder i øvrigt lige nu med udsigt til den smukkeste aftensol på gulnende trækroner. Endnu en ting, der er let at elske ved efterår …

  • Filmanmeldelse: Jobs

     (Hvis du bare gerne vil læse anmeldelsen skal du lige scrolle et par kilometers introduktion over og gå ned til midten af siden – så er du advaret)

    “Ashton Kutcher, seriøst?!”. Var meget præcist min første reaktion, da jeg så plakaten til den ny Apple-film “Jobs“. Den anden var vist noget i retning af “Han har bare at gøre det godt, ellers smadrer jeg ham” efterfulgt af bandeord og noget om L.A. Gigolo

    Og hvorfor betyder det så egentlig så meget for mig, om Ashton Kutcher kan portrættere Steve Jobs ordentligt? 

    Jeg er ikke verdens største Apple-nørd. Jeg kan ikke nævne alle computere, der er blevet skabt siden Apple I, og jeg græd ikke da Steve Jobs døde (Jeg kendte ham jo ligesom ikke…)

    Men (og nu kommer jeg nok til at træde nogen over tæerne) jeg hører altså bestemt heller ikke til i gruppen af Hipstersmarte Apple-newbies, som en eller anden gang efter 2004 fandt ud af, at Apple var the thing to have og derfor valfartede til Applebutikkerne for at købe den nyeste Macbook (og så i øvrigt ikke kunne finde ud af at lave et snabel-a, da de fik den)

    Jeg har spillet computerspil på den her, den her og den her, været dødmisundelig på nabodatteren over den her – og på min storesøster over den her, –  hvinet begejstret, da vi pillede plastikken af den her og den her, fået mit livs bedste gave i form af den her. Opdateret den med den her. Lavet mit livs første store investering i form af den her. Og min seneste (og bedste) Apple investering blev (efter 5 generationers ulidelig venten) den her:

    Jeg er typen der (flere gange) har siddet forvirret og ledt på skærmen efter tænd-knappen, når jeg har fået at vide, jeg skulle tænde for computeren (en computer består da kun af én del?)

    Jeg er ikke Apple-snob (mere – det har jeg i den grad været!), det falder mig bare mest naturligt at bruge Apple-produkter, simpelthen fordi, det nu engang er dem, jeg er vokset op med. De er en del af min opvækst, og som sådan (og som filmentusiast) håbede jeg selvfølgelig også, at filmen (og Asthon Kutcher) ville leve op til mine forventninger.

    Jobs

    Og det gjorde den … både og. Ashton Kutcher gjorde i hvert fald – og mere til. Flere gange tog jeg mig selv i at tænke, at han lignede Steve Jobs vildsomt meget, det værende alt fra fra den måde han talte og smilte på, til hans sammenkrummede gangart (som dog blev en smule karikeret mod enden)

    Helt overordnet syntes jeg, at castingen og skuespillet i filmen var utrolig vellykket. Det var tydeligt, at skuespillerne havde lavet god research på deres roller – således genkendte man f.eks. også med det samme den unge Jony Ive, blot på accenten og kropssproget.

    Historiemæsigt var jeg dog ikke helt tilfreds. Jeg synes ikke, startens krydsklipning af Indien, syretrips og kalligrafikurser var nok til at retfærdiggøre Steve Jobs som den ildsjæl, han var, og i det hele taget kan filmen ikke rigtig blive enig med sig selv om, om den vil være en film om ham eller en film om Apple. Med den konsekvens at ingen af delene lykkes for alvor.

    Der var enkelte følsomme scener, som fungerede godt, men de kom til til at stå lidt alene og stak på den måde ud i forhold til resten af filmen. Det synes jeg var en skam, for jeg ville gerne have haft mere af det – ikke nødvendigvis tudescener, men scener, som forklarer lidt mere om, hvorfor Steve Jobs agerer, som han gør, frem for bare at fremstille ham som et usympatisk røvhul – sådan tror jeg ikke på, der er nogen, der er uden en bagvedliggende årsag…

    Mht. fortællestilen, så syntes jeg, den var direkte ulogisk til tider. Jeg mener, der er scener, hvor det giver mening, at have storslået musik det bygger op til et klimaks (som f.eks. når iPod’en præsenteres for første gang), men “Jobs” havde, som min kæreste sagde, nærmere 10 klimakser end 3, og nogle gange gav det altså bare ikke mening, at der skulle være så meget drama.

    Når alt det er sagt, var jeg nu godt underholdt hele filmen igennem, og hvis man synes Appel som firma er spændende, mener jeg bestemt, den er et kig værd.

    Og så glæder jeg mig i øvrigt som et lille barn til den næste Applefilm i rækken, som  Aaron Sorkin skriver – det kan kun blive godt! 

  • Lykken er … lange lørdagsmorgener

    Da jeg vågnede i morges, havde jeg det ca. sådanher (der findes rent faktisk et billede af mig, men det er ikke kønt, tro mig, så det holder vi lige privat) og jeg var mildt sagt meget glad for, at det var lørdag. Oveni hatten var der Mads og Monopolet 10-års jubilæum i radioen så der var lagt op til en god, langsom morgen 🙂

    Det blev selvsagt også brunchtid, før vi fik os nosset sammen til et lave noget mad. Det blev til disse lækre brunchpandekager (igen fra Janes blog) Ændrede en lillebitte smule i opskriften, så her får I lige den version, vi endte med:

    LCHF brunchpande med kanelæbler og vanilleskum (ca. 10 stk)

    Du skal bruge: 

    • 80 g mandelmel fra Funktionel Mad (alm. kan ikke bruges)
    • 1/2 spsk, loppefrøskaller
    • 1 spsk Sukrin (brugte Gold)
    • 1 tsk salt
    • 1/2 tsk kardemomme
    • lidt revet øko-limeskal
    • 3 dl sødmælk
    • 3 æg
    • 75 g smeltet smør (+ ekstra til stegning)

    Fyld: 

    • 1-2 æbler
    • 1 spsk kanel
    • 1/4 l fløde (brugte Naturmælks doublecream med 48% – det blev den bestemt ikke dårligere af 😉 
    • 1 spsk vanillepulver

    Sådan:

    Bland alle de tørre ingredienser i en skål og rør mælken i lidt efter lidt, for at undgå klumper. Rør herefter æg og smeltet smør i, og laden dejen stå lidt, mens du opvarmer en pande med smør. Steg små runde “amerikanerpandekager”.

    Pisk imens fløden med vanillen og steg til sidst æblerne på en pande med smør og kanel. Velbekomme:

    Og så skete der i øvrigt det ganske og aldeles uhørte (herhjemme i hvert fald) at vi ikke kunne spise op. Jeg sværger, det er aldrig sket før, når vi har spist pandekager (og vi snakker altså portioner på 20 stk nærmere end 10) Endnu engang tager LCHF røven på os …

  • Lykken er … LCHF tærte

    Her til aften fik vi endnu en LCHF ret, denne gang en lækker (reste)tærte. Tærten tager udgangspunkt i en af Janes opskrifter, som jeg dog ikke har kunnet finde på websitet, men har taget fra et GO! blad fra fitness.dk
    Resterne af porrerne og fløden fra i tirsdags skulle bruges og det blev altså til en

    Champignon-porrer tærte alá LCHF

    Du skal bruge:

    Bund:

    • 3 dl mandler
    • 1/2 dl sesamfrø
    • 1 spsk loppefrøskaller
    • 1 æg
    • 40 g smør (blødt eller smeltet)
    • 1 tsk salt
    • Smør til formen

    Fyld:

    • 2 små porrer (eller en stor)
    • 250 g svampe

    Æggemasse:

    • 3 æg
    • Ca. 3 dl fløde (brugte vist lidt mere, men det sku’ jo ikk’ smides ud 😉
    • Ca. 50 gram revet, tør ost (jeg brugte Rotterdam, men parmesan egner sig også glimrende)
    • 1 tsk salt

    Sådan:

    Smid
    mandler og sesamfrø i blenderen og blend det til “mel” (jeg syntes
    egentlig, det var lidt lækkert, at det ikke var hakket helt fint, så
    bunden blev “crunchy”)
    Bland herefter med loppefrøskaller, salt og smør og saml dejen med ægget.
    Smør en tærteform og fordel dejen heri. Bages ved 180 grader i 10-15 min, til den bliver mørk.
    Skær
    imens svampe og porrer, og blancher evt. porrerne, ved at hælde kogende
    vand over og lade dem stå et par minutter, hvis du ikke bryder dig om,
    at de har lidt bid (ja, jeg glemte det, og de fik lidt “bid”)
    Æggemassen laves ved at blande alle ingredienser med en gaffel (Rocketscience, I know)
    Hæld fyld og æggemasse i den bagte form (riv evt lidt ost over toppen først) og stop den tilbage i ovnen – ca. en halv time.

    Og så er det ellers bare at
    spise løs. Den smager skønt, men som alt andet LCHF mad mætter den en
    del, så vi har også mad til i morgen 🙂

    Til forret fik vi i øvrigt lige en omgang bønnefritter med basilikummayo
    – sidstnævnte dog i en lidt mindre inspirerende version, da vi kun
    havde tørret basilikum (min egen er på rekreationsferie hos min mor –
    hun kan altså bare et eller andet med døende planter, det kaldes vist
    grønne fingre 🙂
    Dog fandt vi ud af, at mayoen med fordel kan blandes med lidt sambal oelek.

    Dette indlæg er i øvrigt skrevet i Biocity, hvor vi har formået at kigge en time forkert på uret (hvor dum kan man være?)
    Men glæd jer til i morgen, hvor der kommer anmeldelse af en film, som på mange måder står mit hjerte nær 🙂

  • Lykken er … Shit Sofie Posts

    Jeg har en dejlig veninde (hvilket jo i sig selv er nok til at gøre en lykkelig), men hende her formår nu altså tit at gøre mig lidt ekstra lykkelig. Hvorfor? Fordi hun har et talent, som hun gladelig deler ud af.

    Sofie Klit er voldsomt god til at finde sjove, skøre, lærerige og til tider meget bizarre ting på nettet, og det er derfor med stor glæde og fornøjelse, at jeg kan præsenterer første del af, hvad jeg har planer om skal være en ugentlig fredags-følgeton:

    Shit Sofie Posts #1

    Denne uges indslag handler om regnbuesvampe og må siges at være i den bizarre ende. Psykedelisk måske nærmere. Det er i øvrigt også stærkt vanedannende, så pas på!

    God fornøjelse og god weekend 🙂 

  • Om at være neurotisk systematiker

    Jeg kører FIFO på mine underbukser. There, I said it. Det samme gælder i øvrigt for mine håndklæder, viskestykker, karklude, skeer, mit sengetøj og mit nattøj. Vores DVD’er (og der er mange) står naturligvis alle i alfabetisk rækkefølge, det samme gælder bøgerne. På vores tøjstativ hænger tøjet i kategorier fra “Isa – jakker” i venstresiden over “kjoler”, “nederdele”, “toppe” og “t-shirts” videre til højresiden med “Jonas – Skjorter”, “kortærmede skjorter”, “t-shirts”, “langærmede t-shirts” osv. til enden, hvor de tomme bøjler skal hænge. Hånd-håndklæderne skal lægges sammen til et kvadrat, mens de store skal have mere form af et tre-dobbelt rektangel. Min kærste tør ikke lægge tøj sammen herhjemme (og han får naturligvis heller ikke lov) 
    Jojo, det er vel ikke for ingenting man har lidt post-OCD’iske træk.

    Systemer gør mig glad. Jeg kan rydde op og systematisere i timevis, og første gang jeg fandt denne side, klappede jeg bogstavlig talt begejstret i hænderne.  I min blå bog fra gymnasiet blev jeg udnævnt som klassens “Ener”:

    fordi der kun er én måde at gøre tingene på – Isamåden

    som de så sødt skrev. Heldigvis skrev de da også at:

    hendes emsighed er blevet nedtonet i de tre år vi har kendt hinanden

    Så nutildags bilder jeg mig ind, at jeg er helt tålelig at være sammen med 🙂 

    Som du nok allerede har gættet, er det især, når det handler om mit tøj, jeg godt kan spasse lidt ud. Jeg begyndte at vaske mit eget tøj i en alder af 13 – ikke fordi jeg skulle, men fordi jeg mente, at min mor ikke lagde tøjet sammen på den rigtige måde. Oh yes, det er that-far-out-craziness vi snakker om.

    Og nu vi er ved tøjet, kommer her et lille fif til at holde orden på alle de der ekstra knapper, der altid følger med tøjet:

    Den lille hjemmeneurotiker #1

    Du skal bruge:

    • En masse små poser med genluk
    • små papirlapper

    Sådan:

    Put knapperne i hver sin pose sammen med en lille forklarende tekst:

    Til sidst putter du dem ned i din dertilindrettede knappe-æske: 

    Og så kan det godt være du tænker “måske jeg egentlig hellere vil have mig et liv end en knappe-æske”. Det er jeg naturligvis fuldstændig uforstående overfor 😉

  • Lykken er … godt naboskab og DIY guirlander

    Det er ingen hemmelighed, at jeg er vokset op i det, de fleste nok ville kalde noget i retning af et hippie-kollektiv, og jeg er da også flere gange blevet mødt af spørgsmålet om “vi så delte vores tøj”, når jeg har fortalt om, hvor jeg boede.

    Det gjorde vi nu langt fra, og den mere korrekte betegnelse for “Søfaldet” er nu også snarere et bofællesskab. Med tryg på fællesskab. Og hvis du spørger mig, kunne man umuligt vokse op noget bedre sted.
    Hele min barndom har jeg været omgivet af søde naboer og børn på min egen alder. Der var altid nogen at lege med og man var aldrig helt overladt til sig selv. Hvis man manglede et æg til kagen, kunne man altid lige rende ind ved siden af – eller ved siden af igen, hvis de ikke var hjemme.

    Når jeg bliver gammel, vil jeg selv bo sådan et sted, og jeg elsker og beundrer mine forældre for at have været med til at starte det op og for at have samarbejdet med de andre “Søfæller” om at få det til at fungere hver eneste dag siden 1989.

    For et år siden flyttede jeg så “ind til byen”. Pludselig befandt jeg mig i et lejlighedskompleks, hvor man knapt nok hilste på hinanden på trappen, og hvor man intet vidste om, hvad hinanden hed eller lavede til daglig. Og jeg kunne mærke på mig selv, at det nagede mig.

    Heldigvis har vi en god vicevært, som fik startet en facebookgruppe for beboerne, og før jeg vidste af det, havde jeg inviteret alle naboerne til Tour Des Chambres – fordi jeg gerne ville lære dem bedre at kende, som jeg skrev i invitationen. Festen blev en succes trods få tilmeldte, og siden da er det blevet til mange gode snakke på trappen, grillaftner og udendørsbio i gårdhaven.

    Jeg er glad og stolt over at have et så godt forhold til mine naboer, og jeg glæder mig helt vildt til næste fredag hvor Tour Des Chambres 2.0 løber af staben. Denne gang med en tilmeldingsrate på 70% (!)

    I den anledning har jeg valgt at bringe et lille DIY indslag , om hvordan man kan lave sin helt egen festlige guirlande 🙂

    Du skal bruge:

    Jeg var heldig at finde “designpapiret” i Søstrene Grene for en flad 16’er. (Et tilsvarende sæt koster 56 kr i Panduro Hobby – jaja de ved jo godt hvad de vil ha’ for deres varer)

    Start med at lave en skabelon på det hvide papir (i virkeligheden er det nok mest optimalt at lave den på pap, men det var lige, hvad jeg havde) 
    Den kan f.eks se sådan her ud:

    “Diamanterne” kan varieres i det uendelige – prøv dig frem. Jeg endte faktisk med én, der var 12 cm høj og ikke 11, som der står på billedet. 

    Og så er det ellers bare at tegne-tegne, klippe-klippe og folde-folde, indtil du synes, du har “vimpler” nok. Vær dog lige opmærksom på, at sætte skabelonen på det rigtige sted, hvis du synes, det er vigtigt, at motivet vender en bestemt vej. Jeg endte med denne lille stak:

    Til sidst klipper du et stykke snor, der passer til det sted, du vil have den til at hænge (husk, hellere lidt for langt …) og limer vimplerne rundt om. Lim til ca. 1/2 cm fra midten, så vimplerne kan flyttes rundt senere. Sådan her:

    Et voilá!: verdens fineste  (fest)guirlande … min må i hvert fald gerne hænge fremme, selv om det ikke er fredag endnu 🙂